|
|
|
|
Velkommen til Aarhus Søfarts Museum
Aarhus Søfarts Museum er nu en realitet, takket være frivilliges ihærdige arbejde samt sponsorbidrag fra private og firmaer. Den officielle indvielse blev foretaget af havnedirektør Bjarne Mathiesen, Århus, den 3. juni 2009.
Vi har kastet anker på adressen Sverigesgade 14, 8000 Århus C, i den tidligere gate- og terminalbygning på Containerterminal Nord.
Vi er klar til at åbne dørene for gæsterne. Museet har fast åbningstid hver onsdag fra kl. 13 til kl. 16 samt den sidste lørdag i måneden, ligeledes fra kl. 13 til kl. 16 - men besøg er også muligt efter forudgående aftale.
Det første du møder er duften af tovværk og tjære.
Og vi har meget at byde på:
Billeder, malerier, akvareller, modeller, navigationsudstyr, bøger, blade, redningsmateriel, radiomateriel, udklip, søkort, flag, våbenskjolde, emblemer, og meget, meget mere.
På denne hjemmeside viser vi en del af det du kan se på museet, men der er meget, meget mere. For eksempel interiør fra skibshandleren, rederikontoret, toldkammeret og skipperstuen.
Du kan læse om baggrunden for museet, hvordan det hele startede. Du kan se hvem der er i bestyrelsen, du kan læse vore vedtægter - og du kan se hvem der har ydet de bidrag, som i det hele taget har gjort det muligt at få det hele igang.
Vi arbejder hele tiden på at gøre vore udstillinger spændende og levende, få teknikken til at fungere, og vise så mange facetter af søfarten som muligt.
Du kan også læse lidt om vore drømme og ønsker for fremtiden.
|
|
Men foreløbig vil vi ønske dig hjerteligt velkommen på
Aarhus Søfarts Museum |